Læs med/

Erkendelser fra min vagt

At Gitte Just


DET SKETE PÅ MIN VAGT, ER DET OGSÅ SKET PÅ DIN?


Som leder har man et dybfølt ønske om at gøre det bedste. Indfri forventninger, nå de fastsatte mål og være en god leder. Gøre sit bedste, være sin bedste. Derfor er det ikke fedt at indrømme, at man har fejlet som leder. 

Det har man, når der er en medarbejder går ned på ens vagt, og man først opdager omfanget, når det er for sent. Det har jeg oplevet. Jeg kan stadig føle mig ansvarlig og utilstrækkelig, når jeg tænker på det. Det kræver selvransagelse og kritisk selvreflektion at se og ændre de mønstre, som ligger til grund for ens handlinger. 

Før jeg blev ramt af stress var mit liv mit arbejde, og jeg gjorde det fra morgen til midnat. En adfærd, som blev aflæst som en forventning om, at det skulle medarbejderne også. Det blev et usundt mønster for mig, medarbejdere og for alle omkring mig. Når vi sidder fast i vores mønstre, kan vi ikke se alternative tilgange. Mine mønstre var så indgroede, at mine mønstre blev de mønstre, jeg ledede efter.

Gennem selvransagelse indså jeg, hvordan systemet fodrede min adfærd, og hele min måde at lede og kommunikere på. Jeg sendte e-mails hver aften for at tjekke status på dette eller hint. Hver gang jeg skulle rejse, blev medarbejderne ængsteligt, fordi de vidste, at så snart mit fly landede, og jeg havde genoprette forbindelsen, ville de hver modtage en masse e-mails fra mig.’’

Jeg indså, at mine mønstre fik medarbejdere til at føle sig overvældet, og jeg reduceredde deres kreativitet i stedet for at få den til at blomstre. Gennem selvransagelse har jeg indset, at det var urimeligt at stille disse forventninger til mine kolleger.

Når jeg fanger mig selv i at falde tilbage i et gammelt mønster, minder jeg mig selv om, at disse mønstre ikke bragte mig lykke. For at blive "i glæden” er jeg nødt til at ofre mine gamle mønstre. Dette kræver en del kritisk selvrefleksion og dialog for at ændre adfærd, antagelser og mønstre.