Læs med/

At være frøen i gryden


Af Gitte Just

Stress er som at være frøen i gryden, som stille og roligt bliver kogt uden at opdage det. Det er det samme med stress. Du er den sidste, der opdager det.

Jeg oplevede det helt på samme måde. Lige pludselig knækkede jeg. Min krop og sind sagde stop. Jeg havde alt for længe overhørt og tilsidesat alle faresignaler, som var det noget midlertidligt, der ville forsvinde af sig selv.

Jeg kunne ikke høre, at velmenende mennesker var bekymrede over, hvor ufokuseret og udmattet jeg var. De var bekymret, men jeg kunne ikke mærke det. Jeg kunne ikke længere mærke, hvad jeg følte, hvad min krop forsøgte at fortælle mig. Jeg var optaget af at nå det næste.

Det var et stort nederlag, at livet satte pausen for mig. Jeg følte, at jeg fra den ene dag til den anden mistede min identitet. Mistede det, som jeg var i kraft af titler og præstationer. Ja, det tog tid for mig at komme forbi det punkt. At slippe mine egne ambitioner og ideer om andres forventninger til mig.

Set i bakspejlet er jeg stadig uforstående overfor, hvor meget præstation og prestige fyldte i min bevidsthed og i min forståelse af mig som menneske. Hvad der har sat størst aftryk, er hvad jeg var villig til at tilsidesætte for at opnå mere. 

Min historie er blot én blandt alt for mange. Men vi skal lære af vores historie. Det gælder også stress. Det er forebyggende at dele og italesætte, hvordan stress påvirker vores liv, vores væren og valg i livet. Ikke mindst sætte ord på, hvordan stressen også påvirker arbejdspladsen, medarbejdere, kolleger, familie og venner. Stress er ikke er den enkeltes ansvar. Det er et fælles ansvar at skabe rammer og vilkår, som gør os i stand til at hoppe ud af gryden, før vandet koger. 


☞ 🎧Hvis du har lyst kan du lytte med på min historie og Pausens potentiale til præstation på AFTRYK Podcasten. Lyt med her.

Rigtig god lyttepause.

DERFOR SKAL DU

MESTRE PAUSEN

“When you press the Pause button on a machine, it stops. But when you press the Pause button on human beings they start .”


Thomas L. Friedman.